Samarbejde på formel - en analyse af de sociale rammeaftaler
KREVI offentliggør nu den første analyse af erfaringerne med de sociale rammeaftaler, som afgrænser samarbejdet mellem kommuner og regioner på det specialiserede sociale område. Udgangspunktet har været at analysere rammeaftalerne som styringsredskab og finde svar på spørgsmålet: Hvad sker der, når samarbejde sættes på formel? Den korte version af svaret er: Der er rum for forbedringer.
Benchmarking på sygedagpengeområdet
KREVI er gået i gang med projektet ”God praksis på sygedagpengeområdet,” der skal inspirere kommunerne til at få borgere ud af sygedagpengesystemet på den økonomisk mest effektive måde. I første omgang finder vi de kommuner, der får borgerne hurtigt ud af sygedagpengesystemet. I udvalgte kommuner identificerer vi derefter god praksis ved hjælp af kvalitative interviews med ledere og medarbejdere på området. Til sidst kortlægger vi arbejdsgangene i de udvalgte kommuner. Undersøgelsen afsluttes i efteråret.
Svenske og norske kommuner anbefaler Kommunekompasset
KREVI er klar med de første resultater af undersøgelserne af det norske evalueringsredskab Kommunekompasset. Svenske og norske kommuner har brugt det i årevis til at få en pejling af, hvor veldrevne de er, men indtil nu er selve metoden aldrig blevet evalueret. KREVI har indsamlet de skandinaviske erfaringer, og generelt er der stor tilfredshed med metoden. Næste skridt er en pilottest af Kommunekompasset i Odder, Sorø, Silkeborg, Stevns og Ringkøbing-Skjern kommuner. Resultaterne ventes i juni.
Læs mere
Sådan undgår vi, at evalueringer samler støv på hylderne
Det er ikke nogen hemmelighed, at selv store, dyre evalueringer af og til blot får lov at samle støv på hylderne ude i organisationerne. Det er spild af ressourcer, og i notatet ”Evaluering og læring” tager KREVI fat på spørgsmålene om, hvad de offentlige organisationer kan gøre for at få fuld udbytte af deres investeringer i evaluering. Det drejer sig først og fremmest om at koble evaluering til læring og etablere en sund evalueringskultur.
Program og tilmelding til konferencen ”Effektmåling i praksis”
Konferencen stiller skarpt på spørgsmål om, hvordan effektmålinger anvendes i praksis i kommuner, regioner og staten. Virker målingerne efter hensigten? Er der utilsigtede virkninger? KREVI, AKF og COK står bag heldags-konferencen, som finder sted tirsdag den 14. april i år på Hotel Nyborg Strand i Nyborg.
Yderligere information: Hanne Søndergård Pedersen 72 26 99 85 – hsp@krevi.dk
Udvidelse af patientsikkerhedsordningen koster på uddannelseskontoen
KREVI har foretaget en VAKKS-undersøgelse af lovforslaget om udvidet patientsikkerhedsordning. Lovforslaget indebærer, at patientsikkerhedsordningen i sygehusvæsnet udvides til også at gælde i det kommunale sundhedsvæsen. Undersøgelsen viser, at det især er i omstillingsfasen, kommunerne vil mærke konsekvenserne. Sundhedspersonalet skal uddannes til at rapportere de såkaldt utilsigtede hændelser, og det koster timer på grund af det store antal personer, der skal uddannes.
VAKKS-undersøgelser viser, hvilke konsekvenser nye lovforslag kan have for kommunernes administration og selvstyre.
Artikel: Nyt koncept for tilsyn med daginstitutioner
Ifølge Kvalitetsreformen er dagtilbudsområdet et af de områder, hvor kvaliteten skal måles. KREVI har undersøgt, hvordan det kan gøres, læs resultatet i rapporten "Kvalitetsmåling i et kvalitativt perspektiv". Denne journalistiske artikel supplerer med et eksempel på, hvordan tilsyn kan bruges som mere end kontrol, nemlig til kvalitetsudvikling i den enkelte institution.
Kontakt: Souschef Peter Holdt-Olesen, tlf.: 72 26 99 76 - pho@krevi.dk.
Ja, man kan godt måle kvaliteten i en børnehave!
Rapporten ” Kvalitetsmåling i et kvalitativt perspektiv” afslører, at der er bred enighed om, hvad kvalitet er på dagtilbudsområdet. Men der er delte meninger om, hvordan man måler den.
VAKKS på affaldsområdet: Miljøstyrelsen lytter til kommunerne
KREVI har gennemført en VAKKS-undersøgelse af det lovforslag om ny organisering af affaldssektoren, der snart fremsættes i Folketinget. Undersøgelsen viser, at næsten hele det forventede mertidsforbrug i driften skyldes kravet om, at kommunerne fremover skal opkræve affaldsgebyr direkte hos virksomhedsejeren. Kommunerne foreslår derfor, at CVR-registerets oplysninger forbedres, og Miljøstyrelsen har lovet at viderebringe det synspunkt til Økonomi- og Erhvervsministeriet.
VAKKS på anbringelsesområdet: Lovteksten blev ændret
KREVI har gennemført en VAKKS-undersøgelse af det lovforslag om kontinuitet i anbringelsen af børn og unge, som netop er fremsat i Folketinget. Lovforslaget betegnes som første del af ”barnets reform”, der kort sagt handler om at sætte fokus på barnets tarv frem for forældrenes retsstilling. Bemærkningerne til forslaget blev omformuleret som følge af KREVIs undersøgelse, fordi kommunerne havde forstået den første version sådan, at forslaget ville resultere i meget store administrative byrder. Det var ikke meningen, svarede Velfærdsministeriet og præciserede bemærkningerne.
