De første økonomiske vidnesbyrd om, hvad kommunalreformen har betydet for kommunernes økonomi, er nu tilgængelige, og KREVI har derfor gennemført en todelt undersøgelse af kommunernes økonomi efter kommunalreformen med udgangspunkt i de kommunale regnskaber i 2007.
Første del af undersøgelsen, "Driftsresultat og finansiel egenkapital," (offentliggjort 30. marts 2009) viser, at selvom kommunalreformen var en turbulent proces, så har kommunerne sat økonomistyring på dagsordenen og taget vigtige skridt i retning af at få en bedre økonomi.
Der skete en forbedring af driftsresultatet i 2007 for kommunerne under ét, hvilket må betegnes som en økonomistyringsbedrift. Alligevel dækker driftsresultatet i 2007 kun lige akkurat afdrag på lån og levner ikke plads til nye investeringer eller en styrkelse af de finansielle reserver. Kommunerne – især de sammenlagte - står over for mange økonomistyringsudfordringer med budgetoverholdelse som en af de grundpiller, der skal sikre et mere stabilt fundament.
Anden del af undersøgelsen, ”Budgetoverholdelse og administrative udgifter,” (offentliggjort 20. maj 2009) analyserer kommunernes budgetoverholdelse samlet set og på de enkelte udgiftsområder, og desuden ser vi her nærmere på udviklingen i udgifterne på administrationsområdet.
KREVI spurgte i 2007 kommunerne, hvor store effektiviseringsgevinster de forventede på administration i 2007, set i forhold til 2006 (Læs rapporten "Forventede effektiviseringsgevinster på administrationsområdet"). ”Budgetoverholdelse og administrative udgifter” viser, at de kommuner, som dengang havde de største forventninger, også reelt fik de største gevinster.
Kontakt: Souschef Peter Holdt-Olesen, 72 26 99 76 – pho@krevi.dk
